Open the door – it’s the FBI!

Forfatter: Unna L. Wildt

Endnu engang er der gået lang tid.

Jeg er rask igen og på papiret et år ældre. Jeg ar startet som leder i FBI. Ja, det lyder fancy, ikke? Men det står nu bare for Fantastiske Børneagenters Identitetsklub og er en del af KFUM/K og holder til i Viby Sognegård – som faktisk er Allans lokale sognegård, hvis han ellers gik i kirke.

Det er egentligt ikke nyt på den måde – jeg var også leder i FBI sidst jeg skrev. Men der fokuserede jeg bare på, hvor syg jeg var. Og nu ved jeg jo også, at det er dér, jeg gerne vil være. Jeg har også forsøgt mig med Ten Sing i Hasle, men den gik ikke. Vel egentlig fordi jeg følte mig overflødig og malplaceret derude – og FBI er mere varieret og hyggepræget.

Måske skulle jeg lige forklare, hvad det hele går ud på:
KFUM/K har forskellige grupper med forskellige slags aktiviteter for forskellige aldersgrupper.
Ten Sing og FBI er to forskellige grupper.
Ten Sing går ud på at danse, lave teater og spille musik. Man bliver delt op i forskellige grupper (dans, teater, band – og så er der vidst også kor i nogle lokale afdelinger af Ten Sing).
FBI er for 3.-6. klasse. Her er der mulighed for flere forskellige aktiviteter – alt efter, hvad lederne planlægger, og ungerne føler for at lave. Hovedaktiviteterne plejer dog at være spil, sport & leg, bagning og i nogle tilfælde også teater. Ungerne møder ind 18:00 – 18:30, hvorefter dagens aktiviteter bliver præsenteret, og børnene går med ud på de aktiviteter, de gerne vil være med på, som så foregår i den næste 1-1½ times tid. Til sidst mødes vi til andagt (som er et lille teaterstykke, hvis der har været en teatergruppe), et par sange, saftevand og (ofte nybagt) kage.

Umiddelbart ville det nok have været the obvious choice at placere mig i Ten Sings teatergruppe, da jeg jo studerer dramaturgi, og det blev jo også til at starte med. Men jeg følte mig både overflødig og malplaceret der; det virkede egentlig som om, de havde check på det hele – og hvis lederne ikke havde det, havde de ældste i gruppen det.
Til gengæld havde jeg lettere ved at falde til i FBI. Selvom jeg blev henvist dertil på grund af teateraktiviteten, har det nu ikke været det, jeg har lavet der. Jeg har faktisk hygget mig gevaltigt med at spille spil og at bage. Om det er fordi jeg hader at være fastlåst i en bestemt retning ved jeg ikke – det er sikkert en del af det, selvom det nu umiddelbart ikke føles som hovedsagen – men det er i alle fald meget sjovere at hygge med ungerne igennem spil og sådan.

Til at starte med har det egentlig kun været fordi jeg boede i en lederlejlighed, jeg har været leder. Men jeg bliver nok i FBI lidt endnu, selvom jeg nok flytter fra lejligheden en dag.

Så kan hun lidt igen.

Forfatter: Unna L. Wildt

Ja, så kan jeg koncentrere mig om at være noget i nærheden af konstruktiv igen – dog ikke uden at skulle tænke lidt koncentreret over, hvad det nu var, “konstruktivt” egentlig hed.

Jeg er stadig elendig, men det går den rigtige vej nu. DR kører med breaking news om luftkrigen over Libyen (jeg siger: “Vælt svinet! – det kan næsten kun gå for langsomt.”) mens jeg drikker kaffe for første gang i hvad virker som en evighed, og det første, jeg kunne gøre i dag, var faktisk at trække vejret igennem næsen. Selvom jeg følte mig frisk nok til at have noget, der mindede om en normal dag, bliver jeg dog stadig hurtigt nedkørt – bare en tur ned til City Vest efter appelsiner gjorde mig ekstra svedig – og jeg er allerede bims nok til at gå på hovedet i seng igen.

Dagens konstruktivitet er gået ud over denne blog. Der er kommet en masse links (check kolonnen ude til venstre – man skal muligvis køre lidt ned for at se dem; der er links til at finde boliger, gå på udforskning i Århus og omegn og mine egne århusianske solskinssteder), og der er kommet ny titel og undertitel. Jada, man er blevet århusianer! Det vil sige, at jeg har fået folkeregisteradresse i Gellerup – det vil vel i virkeligheden sige, at det er storårhusianer, da Gellerup vidst officielt ikke er Århus, men en forstad til Århus. Jeg har fået mine første rudekuverter og de første blade leveret allerede. Men jeg mangler stadig et opdateret sygesikringskort.

Så er der det med at stave Århus med Å eller Aa. Det kan sagtens være, at det er en storm i et glas vand i linje med de 50 øre for at bruge betalingskort og “indførelsen” af udenlandske og katolske hellig/festdage som Valentins Dag, men jeg bliver da lidt træt i hovedet. Ligesom det kan forekomme latterligt at hidse sig op over det, lige så latterligt kan jeg finde sådanne småforandringer (ligesom skiftet mellem toturering/sponsorering og tortering/sponsering). I kan sige, hvad I vil – jeg synes, det er fjollet.

Anyway – enjoy! Så kryber jeg ind i seng/hen på sofaen og dør igen.

Snøfte med de Løbende Øjne

Forfatter: Unna L. Wildt

Halsen føles rusten. Næsen er efter det første pust næsespray skiftevis stoppet og løbende. Hænderne er kolde og ansigtet varmt. Hovedet gør ondt. Musklerne er udmattede som efter en gennemført omgang fitness. De kolde hænder bliver til kolde fødder ved dyb nedgravning under dynen. Hænderne varmes ved at komme ind under den hede overkrop, og fødderne skifter langsomt fra iskolde til kølige ved at blive lagt op ad de ligeledes intenst varme lægmuskler. Snottet løsner sig lidt i næsen ved, at hovedet bliver lagt lidt højere på puderne.

Næsen har brug for at blive pudset (den kilder, klør og løber), men der er ikke noget, den kan blive pudset med inde på værelset. Hele kroppen ryster som om den fryser, og der snøftes og gispes, så man skulle tro, at der bliver grædt på vej ud på toilettet for at hente en rulle toiletpapir. Tilbage på værelset begynder øjnene endda at løbe i vand. Men det er nu ikke på grund af gråd.

Næsen pudses, resten af kroppen bliver beroliget af dynen, Ugen med Clement bliver sat på iPod’en for at blive distraheret – og jeg falder i søvn.

Jeg er syg. Fuldstændigt, patetisk og miserabelt syg. Det er et af de tidspunkter, hvor det ville redde dagen, hvis ens mor kom forbi med et kæmpe glas Kodimagnyler, halvtreds næsesprays og en pose Guldkarameller – men Mammy er stadig i København og vi er i fastetiden, så der er hverken kære mor eller Guldkarameller, og jeg må selv sørge for Kodi’er og næsespray.

Øv…

Besøg fra fortiden

Forfatter: Unna L. Wildt

Det er virkelig lang tid siden!
“Det er for GALT,” fortæller min hjernes bloggingcenter mig. For jeg holder virkelig af at blogge, og min hovedblog – den på WordPress – og mine andre blogs lider også KRAFTIGT under det.

Hvorom alting er: En gymnasieveninde kommer på besøg i Århus i dag. Hun opdagede ved et tilfælde, da jeg havde sat et link op på min Facebook-væg, at jeg er flyttet til Århus, og kontaktede mig derefter, da hun skulle til Århus og ordne noget – og så kunne vi jo snuppe en kop kaffe. Måske bliver det til mere sightseeing, når vi har fået set, hvordan en århusiansk kaffekopsbund ser ud.

Men nu er der sikkert nogen, der undrer sig: “Gymnasiet? Er du ikke HF-student?”
Jo, det er jeg. Men jeg nåede i sin tid at komme halvvejs i gymnasiet inden jeg droppede ud. Jeg var sproglig med tysk som fortsættersprog og spansk som begyndersprog. Efter musik på A-niveau ikke blev oprettet, sprang jeg over på samfundsfag på A-niveau. Og så nåede jeg at komme med på studieturen til Firenze (med stop i Verona på vej hjem), hvilket jeg er ovenud taknemmelig over.

Cecilie, der kommer til Århus, var matematiker. Hun var med i den gruppe, jeg holdt til i – vi var to sproglige og tre matematikere, hvor en af de andre matematikere var min gymnasiekæreste i 1.g – så vi brugte naturligt en del tid sammen, både i pauserne og til frivillig formning.

Nu er det sådan set bare at finde et ordentligt sted at få en kop kaffe (det bliver alm. filterkaffe for mig i denne omgang pga. fastetiden – jaja, man er vel kristen) og et billigt sted at spise frokost (jaja, man er vel studerende – og marts er lidt hård ved økonomien).

Heldigvis har jeg stadig AOA i baghånden, og mon ikke jeg kan komme langt med en god portion hummus eller noget med på vejen fra en af boderne på gågaden? :)
LINK: AOA: Guide: Billig mad er bedst
LINK: AOA: Guide: En god kop mokka – hvilket jeg nok kommer til at bruge en anden gang; jeg tror, jeg har fundet et frokoststed allerede, og har en favorit-Baresso, hvis vi “bare” skal have kaffe.

Anyway – det er snart tid til, at jeg skal af sted og samle hende op. Over and out!

Livstegn.

Forfatter: Unna L. Wildt

Så gik der lang tid.

Adventen kom og gik, ligeledes gjorde julen og kalendernytåret.

Og nu sidder jeg midt i eksamensperioden.

Jeg er ved at være faldet til i Århus og område og så småt blevet nogenlunde aktiv i Gellerup Kirke (selvom jeg holder så meget eksamenspause jeg kan, fra andet end at være tilstede som menighed ved gudstjenesterne). En sambo er flyttet ud, og en ny er ved at flytte ind. Klaus bor her stadig.

Der er stadig kontakt til Allan ind imellem.

… Så ville disse være på min ønskeliste til 1. søndag i advent (klik på billeder for mere info):

Red Barnets Julepakkekalender 2010
Sv. Michelsen Julekalender

Så er der selvfølgelig også papkalendrerne fra DR (se http://www.dr.dk/DRPresse/Artikler/2010/10/14/133741.htm – U-landskalenderen støtter i år indonesiske børn) og TV2 (check http://jul2010.tv2.dk/ – pengene går sædvanen tro til Julemærkehjemmene – og TV2 viser Pyrus i år! YAY!!!!). Men dem når jeg nok selv at købe.

Ny boligsituation

Forfatter: Unna L. Wildt

Jeg har fundet et værelse at bo i! Jeg har det officielt fra 1. november.

Det er et værelse i et af KFUM/KFUKs lederlejligheder i Gellerup – så det forventes, at jeg er leder i den lokale afdeling af KFUM/KFUK, der har base i Gellerup Kirke. Jeg går lidt ud fra, at det bliver Get together, der har udendørsaktiviteter (boldspil, bål, mv.) hver onsdag, eller Ten Sing, der laver musik og teater og mødes hver torsdag. Den sidste gruppe er mere tidskrævende i og med at vi har med musik og teaterproduktion at gøre, men det er studierelevant. Men jeg skal vidst møde de andre ledere først, så vi ved, om vi overhovedet svinger rigtigt sammen.

Lejlighedens adresse ligger i Gellerup Sogn og er tilknyttet Gellerup Kirke – så mit allerførste kirkeønske er faktisk blevet opfyldt; den var den første kirke, jeg overvejede at starte i, da ansøgningen til Århus Universitet var en realitet – og det var den første overvejelse, jeg havde; på det tidspunkt var tidshorisonten til, at boligovervejelserne var andenrangsovervejelser. Dette har nok noget at gøre med, at jeg har opbygget et stærkt, kirkelligt netværk i København i kraft af min aktivitet i både Brorsons Kirke og Jerusalemskirken, og at ens lokale kirketilknytning i Folkekirken (som jeg stadig er medlem af, og som både Brorsons og Gellerup Kirker er en del af) afgøres af ens folkeregisteradresse – og selvom man altid kan løse sognebånd på et senere tidspunkt, er det altid rart, at ens kirke er nogenlunde lokal.

Dårligt nyt hjemmefra

Forfatter: Unna L. Wildt

Min bedstemor er død. Det skete mandag aften i efterårsferien (uge 42) – ganske hurtigt (og forholdsvist smertefrit, så vidt jeg forstod). Hun nåede at blive 94 i sidste måned.

Hun er ikke min biologiske bedstemor, men min mors stedmor, hvilket er grunden til, at jeg altid har været lidt pernitten med titlen; hun erstatter jo hverken min mormor eller farmor, men der er ingen tvivl om, at hun er/var min bedstemor. Jeg er den eneste i fætter/kusineflokken på min mors side, der ikke er hendes biologiske barnebarn, men alligevel har hun behandlet mig på lige fod med de andre tre (en fætter, to kusiner) – om det så har været fællesrejse, forskud på arven eller generel familiefest/komsammen/hygge.

Hun holdt på, at de gode manerer skulle opretholdes, men var alligevel meget åben og tolerant og glad på vores vegne (endda fuldstændig sikker på, at det var det fuldstændigt rigtige for mig, at jeg var kommet på dramaturgistudiet).

Alt taget i betragtning var hun frisk og fysisk stærk til det sidste (hun lavede havearbejde i løbet af den sidste uge (i weekenden, tror jeg endda) – hun holdt meget af sin have – og købte endda ind i Irma om eftermiddagen). Hun var, hvad jeg vil kalde for familiens uudtalte matriark og et fast holdepunkt for os alle.

Ditte, 94 år. Ditte, 94 år.
Thomas, Leander og Ditte.

Begravelsen sker fra Lundtofte Kirke på fredag d. 29. oktober kl. 12:30.

Første modul: Aktuelt Teaterliv

Forfatter: Unna L. Wildt

Det næste stykke tid efter rusturen – næsten indtil efterårsferien – introducerede os til de tre fag, vi skulle beskæftige os med. Ét var Aktuelt Teaterliv, som vi brugte første modul (ca. halvt semester-ish) på. De to andre er Teaterhistorie 1 og Værkanalyse. De to sidstnævnte blev introduceret i ugen efter rusugen og sat på pause indtil Aktuelt Teaterliv var afviklet.

ATL bød på undervisning hver dag – første uge med Steen Sidenius (Lensgreven). Mit indtryk var, at han bl. a. ville have os til at tage stilling til tekster, da nogle af teksterne i hans kompendium var meget subjektive.
Anden uge var med John Andreasen, der lærte os om forskellige måder at lave gruppearbejde på.
Alt i alt et forløb om ting, vi allerede vidste noget om fra grundskole og ungdomsuddannelse, men alligevel et intenst forløb med gentagelser, der virkede nødvendige (den vidunderlige blanding af “WE KNOW!!!”, “HVAD SNAKKER DU OM???” og “HVAD ER DET, I VIL HA’?!?”).

Efter to ugers undervisning med Steen og John startede vi på at lave et projekt i de læsegrupper, vores tutorer havde delt os ind i i rusugen (det kan jeg ikke huske, om jeg har skrevet om – jeg er i læsegruppe B2). Jeg må med skam at melde sige, at det igen blev om performance. De andre virkede vilde med idéen, så jeg bøjede mig for demokratiet for freden i læsegruppen. De andre tog min begrænsede modstand pænt og var åbne for forslag til, hvordan det kunne blive mere interessant for mig.
Vi var heldige at få Steen som vejleder – mit indtryk er, at John har en tendens til at akkumulere flere spørgsmål fra vores side, end vi havde, da han kom. Steen kan let skære igennem, hvor det er nødvendigt, og få os guidet i den rigtige retning. Dog har han fået en idé om, at jeg er politisk interesseret… ???
Dette kan måske have noget at gøre med, at jeg valgte terrorisme som min indgangsvinkel til performance. Det stammer vel fra en af teksterne fra Steens kompendium, der netop sammenligner de to – og det var i virkeligheden det bedste bud på at få performance gjort interessant for mit vedkommende. DOG MÅ JEG INDRØMME, at al mudderkastningen i medierne har fået mig til at tabe interessen for politik. Det gælder både i indenrigspolitik og international politik – og når der ikke foregår mudderkastning, bliver der kysset bagtil og begået dumheder på et niveau, jeg heller ikke gider at være med til eller associeres med (og ikke et ord om “min” partiformand – I KNOW!!! Jeg er et hårstrå fra at forlade partiet til fordel for noget mere venstreorienteret, eller blive løsgænger igen, bare fordi jeg kan).

Fredag i uge 39 afleverede vi projekt.
Tirsdag i uge 40 fremlagde vi (B2) og blev erklæret som værende bestået i ATL.

Min del af opgaven var at perspektivere performance til terrorisme. Efter nogle overvejelser kunne jeg se, at listen over grunde til at kalde terrorisme for performance (eller sågar kunst) var længere end listen over grunde til at lade være. Så derfor påstår jeg: Terror er ikke etisk forsvarligt, og det bør ikke ske. Men det kan sagtens gå som værende performance – eller sågar kunst.

Konstruktiv diskussion velkommen i kommentarområdet.

Uge 1: Rusugen

Forfatter: Unna L. Wildt

Ja, så kom vi igang. Jeg mødte Ulrik fra Piccoloscenen, der er en af vores tutorere – og skal til at skrive bachelor.

Tutorerne havde planlagt en tætpakket, actionfyldt uge, fyldt med søulke, landkrabber og lakridspiber (… Ja, der var tema). Vi stiftede bekendtskab med undervisere, vejledere, netværk, foreninger og arrangementer (endelig ved jeg, hvad Ulrik har fablet om, alle de gange, han har postet noget om Quonga på Facebook; Quonga er et netværk for teatervækstlaget i Århus. Det har jeg måske allerede fortalt? Nå, gider ikke checke…).

Af undervisere gjorde specielt én indtryk på mig: Steen Sidenius. Fantastisk dramatisk herre, også kaldet “Lensgreven” (dog fordamper dette, når hverdagen skrider ind, og man rent faktisk husker hans egentlige navn). Med tiden har han også vist sig at være varmere, end mit første indtryk var – hvilket kun er godt. Det er så fedt, at vi kan lære og føle os nærmest underholdt, når nu vi er igang.

Det har også gjort indtryk på mig, at der er flere tutorer, der har forespurgt venskab på Facebook – før jeg kom på det selv. Det er vel tanken: “tænk, at de har lagt mærke til mig”, både den gode, gamle slager, der gør det i det statusmæssige – men også i forhold til, at der er over 50 russer at holde styr på.

En del af rusugen gik ud på, at vi skulle lave en produktion. Vi blev sendt ud på en dogmestafet, hvor vi fik nogle regler/dogmer, vi skulle arbejde ud fra – og en af dem var, at det skulle være en performance. … PUUUUUUUHA!!!! ÆV! Det var jo det, jeg blev træt af som teenager! Jeg gider det ikke længere! Men hvad gør man ikke for at holde sig fra socialt selvmord… Teater er jo også om at sige JA. (bla bla bla… Ba-a-ah!)
Anyway. Det blev faktisk hen hel god performance – til trods for megen snak frem og tilbage om meningen bag vores gøren og laden, meningen bag meningen, osv. Edith Piaf og lånet af et dejligt, digitalt spejlreflekskamera kan faktisk rette op på meget!

Rusugen sluttede af med, at jeg tog et meeeget sent/latterligt tidligt tog hjem til København – I vil ikke vide hvornår – og fik september måneds Bøn & Brunch med i Brorsons Kirke.